Søg
11. august 2013 ..:: Nyheder ::..   Log ind
 Aktuelle Minimer

Current Articles | Categories | Search | Syndication

Bør globaliseringen bekæmpes?

I anledning af Attac’s 10-års jubilæum debatterer Elie Cohen*) og Susan George**) i det franske ugeblad Nouvel Observateur, 5-11 juni 2008.
 
N. Obs : Attac (Association pour la Taxation des Transactions financières pour l’Aide aux Citoyens) fejrer sit 10-års jubilæum i denne uge. I de forløbne 10 år har globaliseringen og finansverden været i rivende udvikling. Har Attac været til nogen nytte ?
 
Susan George : Attac har tjent til at rejse nogle spørgsmål, som ellers ville være blevet forbigået i tavshed. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om den såkaldte Tobin-skat, hvor vi går betydeligt længere end Tobin gjorde i sin tid. Det er oven i købet Jacques Chirac, der ellers ikke er kendt for at dele vores synspunkter, der i de Forenede Nationer har foreslået denne tanke og fået tilslutning fra 110 regeringschefer. Det som slår mig er, at vi har haft ret over hele linien. Ikke alene med hensyn til beskatningen af pengetransaktioner, men også vedrørende nødvendigheden af at lukke de internationale skattely (senest har vi haft skandalen i Liechtenstein); samt ophævelse af gældsbyrden for lavindkomst-landene, fordi disse lande er ved at kuldsejle i nød og elendighed, sådan som de seneste sultopstande, provokeret af spekulationen i fødevarer, viser. Vi har igennem de sidste 10 år peget på disse farer, men vi er oppe mod en magtfuld neoliberalisme, der overhovedet ikke vil rokke sig, fordi profitterne er enorme.
 
Elie Cohen: Globaliseringen har taget kæmpemæssige skridt. For ti år siden talte man om Kina som et udviklingsland. Kina er i dag i centrum af enhver debat om den internationale økonomiske og finansielle balance. Kina har akkumuleret betydelige finansielle reserver. Den ulige handelsbalance mellem USA og Kina er en af de grundlæggende årsager til de aktuelle forstyrrelser i den globale økonomi. Indien er ligeledes kommet ind i billedet, og globaliseringen har i dag indtaget en central plads i vort daglige liv. Samtidigt har finansverden i det forløbne årti gjort enestående fremskridt. Profitten i de store finansinstitutioner er firdoblet i forhold til profitten de ikke-finansielle virksomheder. Dette blot for at illustrere den stadig stigende vægt af de finansielle produkter i de skabte rigdomme. For forstår man ikke sammenhængen mellem finansverden og den reelle økonomi, er man dømt til at prædike om den økonomiske realitet i stedet for at øve indflydelse på denne. For at tage et eksempel: I USA er lav- og mellemindkomsterne steget meget lidt, de er snarere stagnerede. Hvad har gjort, at husstande i de indtægtslag har kunnet fortsætte med at forbruge og endog øge forbruget ? Et låneinstrument har tilladt at give ekstra kredit på grundlag af en vurdering af familiens ejendom, forventningen om en fremtidig indkomst har tilladt det nutidige forbrug. Finansinstitutionernes evne til at forvandle løfter om fremtidig rigdom til øjeblikkeligt forbrug har været en af de drivende kræfter bag den økonomiske vækst i USA. Man bør erindre sig, at det amerikanske forbrug repræsenterer 70% af den nationale rigdom.
 
 
*)                   Elie Cohen er økonom og forskningsleder i Frankrigs Nationale Forsknings Center (CNRS) og den Nationale Stiftelse for Politisk Forskning (Fondation nationale des Sciences politiques). Han er bl.a. forfatter til bogen: ”L’Ordre économique mondial...” og ”Nouvel Age du capitalisme. Bulles, krachs et rebonds”.
**)                 Susan George er politolog og medgrundlægger af Attac. Hun har været vicepræsident og
                  er nu ærespræsident og medlem af dets forskningsråd. Hun har skrevet adskillige bøger 
                  om globaliseringen og publiceret kritiske analyser om Verdensbanken og Den
                  Internationale Valutafond.
 
 
Men disse finansinstitutioner har også deres skyggesider. Vi har endnu ikke evnet at regulere finansverdens rolle i verdensøkonomien, og i særdeleshed er vi ude af stand til at forudse de tilbagevendende kriser. Disse tilbagevendende kriser såsom den asiatiske krise, IT krisen, Enron og i dag krisen forårsaget af de såkaldte sub-prime-lån i fast ejendom lærer os tre ting: (1) man kan ikke undgå kriser; (2) man frygter i begyndelsen at en ny 1929-krise står for døren; (3) det lykkes at håndtere krisen, når den er der. Efter hver krise kan man konstatere, at de anvendte midler til behandling af denne forbereder den følgende krise, og at de nye regulativer afføder finansielle innovationer, der omgår dem. De finansielle forstyrrelser multiplerer krise efter krise samtidigt med at systemet udviser en formidabel modstandskraft takket været den amerikanske centralbanks enestående økonomiske magt. På afgrundens rand, lykkes det for de såkaldte liberale at opdage drivkræfter i denne enestående magt og at redde systemet. Det var det som skete i marts i år, da man med sagen Bear Stearns var på randen af en systemkrise, og den amerikanske centralbank greb ind, ulovligt men særdeles effektivt.
 
N. Obs. : Attac udtaler i sit manifest, at den finansielle krise ikke er et hændeligt uheld men resultatet af en gigantisk kasino-økonomi, der spiller russisk roulette med verdens fremtid for at maksimere profitten.
 
Susan George : Jeg har fundet Elie Cohen’s sprogbrug fængslende, fordi alt det han fremfører som særdeles positivt, er det vi i Attac finder negativt. Når Elie Cohen taler om finansverdens fremskridt, mener jeg at der er tale om tilbageskridt. Vi har ustandseligt haft så den ene og så den anden ”boble”. Efter at ”internet-boblen” sprang, sænkede Alan Greenspan rentefoden med 1% for at ”genboble” økonomien, hvis jeg kan tillade mig denne sprogfornyelse. Amerikanerne kastede sig herefter over boligmarkedet. Hvorpå de har kunnet låne penge i deres huse, hvilket Elie Cohen finder fortræffeligt, selvom opsparingen er negativ i USA. Lån i fast ejendom går udmærket så længe boligmarkedet er for opadgående, men Greenspan havde samtidigt slækket betingelserne for låntagning, så personer, der aldrig burde have taget hypotekslån, gjorde det : det er det, der har skabt den såkaldte sub-prime-krise på det amerikanske boligmarked med udbuddet af 4,5 millioner husstande uden købere. Folk sidder med lån, der er større end boligernes reelle værdi, hvilket har sat en stopper for dette overforbrug, som Elie Cohen synes at finde så fortræffeligt, men når boblen springer, gør det ondt. Hvad er der sket med Bear Stearns og de andre store fallitter ? Det er en lang historie. Siden 1933 har USA haft en lov, der forhindrede fusioner mellem handelsbanker og investeringsbanker( kreditbanker ). Siden har der været en pression fra de store banker for at ophæve denne lov (jeg forkorter). I realiteten er der foretaget nogle enorme fusioner, der har skabt nogle finansstrukturer, der er blevet som man siger på engelsk : ”too big to fail”, for store til at gå fallit. Regeringen vidste det, men hvad værre er, disse store banker vidste det også, så de har vovet at løbe nogle enorme risici. Profitten i de finansielle virksomheder, har siden år 2000 været af en størrelsesorden på 20% (årligt ? red.). Til sammenligning kan nævnes, at denne profit er to til tre gange så stor som genvinsten i normale virksomheder.
 
Elie Cohen : Hvordan kan det forklares, at man samtidigt med disse gentagne kriser har en bemærkelsesværdig stærk økonomisk vækst ? Hvordan kan det forklares, at hele verdenen er i økonomisk vækst, og USA har en stærkere vækst end Europa ? Hvis ikke man godtager, at udviklingen i finansverden på trods af alle de perversiteter, der lige er blevet opregnet, har udvidet grundlaget for den økonomiske vækst, og at forbruget på denne måde har kunnet stige selv i perioder med ringe vækst i indkomster og købekraft, ja så forstår man ikke verden sådan
som den er. I det sidste årti har finansverden forfinet sine instrumenter og fået større vægt. Den har udviklet en evne til, hvad man kan kalde, reglements-tilpasning. Den virkelige drivkraft i den aktuelle situation er det vedvarende kapløb mellem regulering og finansiel opfindelse. Finansiel opfindelse er ikke alene skabelsen af forfinede matematiske produkter, det er også udnyttelsen af reglementsmæssige svagheder i de forskellige nationale ordninger med henblik på at maksimere den finansielle profit. I denne sammenhæng spiller skattely en vis rolle. Og i denne sammenhæng vil et så groft tiltag som Tobin-skatten kun forstyrre det globale finansielle system. Man må uafladelig forbedre regelsættene : f.eks. må man regulere de finansielle institutioner på samme måde, uanset deres teoretiske retsstilling. Sagt på en anden måde, når Bear Stearns, der er en investeringsbank, også giver sig af med almindelige bankforretninger, ja så må Bear Stearns underlægges de samme regelsæt som de klassiske bankvirksomheder.
 
N. Obs. : Attac mener at WTO, IMF og Verdensbanken, de internationale reguleringsinstanser, snarere har øget den globale uligevægt end bragt stabilitet.
 
Elie Cohen : De store organisationer, der regulerer handel og finanser, prøver at erstatte kræfternes frie spil med lov og orden baseret på multilateralisme og en form for domstol, der tillader at dømme i handelsmæssige konflikter mellem lande uanset deres størrelse. Og hvad kan man iagttage gennem de sidste fem år, siden altermondiallisterne (de globaliserings-alternative) har svækket WTO ? En brutal tilbagevending til protektionnisme, nationalisme og det rene magtspil, forårsaget af et brud på de internationale handelsaftaler. Det, som slår mig i dag er at WTO’s tiltag burde have været støttet af alle dem, som ønskede en mere ligevægtig verden, en verden, hvor det almægtige USA kunne være tøjlet.
 
Susan George : Alt er blevet dereguleret igennem de sidste tyve år. Vi må derfor have regulerende instanser. Hvad er det for magter der har skabt de finansielle ”bobler”. Det er de såkaldte ”hedge funds”. Der er omkring 9000 personer (man ved ikke helt hvor mange), der råder over 2 billioner dollars. Disse ”hedge funds” er ikke underlagt nogen som helst kontrol, end ikke på nationalt plan. Det kan tilføjes, at det er middelklassen og de ubemidlede, der rammes, ikke de velhavende. Vi ville have støttet WTO, hvis den havde indeholdt klausuler vedrørende arbejdsforholdene, beskyttelsen af miljøet etc. Der forelå et forslag på 800 sider og 20000 sider annekser uden et ord om arbejdernes og lønmodtagernes rettigheder og beskyttelsen af miljøet. Vi har i Attac tilbragt tiden med at forhindre, at alt underlægges markedskræfterne. Bør vand, energi, sundhed, uddannelse, medicinsk forskning udbydes på de åbne markeder eller reguleres og administreres af samfundet ? Tendensen i dag er at privatisere al gevinst og socialisere tabene. Det er os, der betaler for finansverdens risici, og den kan roligt løbe dem, for den ved, at man altid vil komme den til hjælp. Attac har aldrig hævdet, at en beskatning at de finansielle transaktioner, kan udbedre alle mangler i det finansielle system. I al enkelhed udveksles der dagligt 3,2 billioner dollars, hvor kun 2% har noget med den reelle økonomi at gøre. Det er en ren spekulativ aktivitet. Problemet er de enorme uligheder som dette system afføder, både indenfor de enkelte lande og mellem rige og fattige lande. Det er det, vi foreslår at rette op på. Vi tager afstand fra de aktuelle regler, fordi de er indført af de transnationale selskaber og af de små finansgenier, der bringer verden ud af ligevægt.
 
 
Elie Cohen : Den globale vækst har aldrig været så stor som i de sidste år. Denne enestående vækst skyldes i første række at Kina, Indien og de andre frembrydende lande er vågnet op til dåd. Når 3 milliarder mennesker sætter sig til bords i denne verdensomspændende fest, sættes der voldsomt gang i økonomien. Men Kina og Indien ville ikke være kommet ind i en sådan udvikling, hvis ikke USA havde tilladt at slække tøjlerne for den negative handelsbalance. Et underskud næret af umættelige amerikanske forbrugere og fremmet af de finansielle mekanismer, som jeg har beskrevet. Sammensmeltningen af den reelle verden og finansverden er en kendsgerning. Denne vækst i verdensøkonomien, båret af kinesiske producenter og amerikanske forbrugere, er fundamentalt uligevægtig. USA må før eller senere rette op på dette forhold. Men der er trods alt en god nyhed : man kunne have ventet, at Kina og Indien måtte lide under den betydeligt langsommere vækst i verdensøkonomien, mens det man iagttager i øjeblikket er en forbavsende uafhængighed. Den amerikanske økonomiske vækst er indlysende for nedadgående, mens Europa klarer sig relativt godt. Kina, der havde en økonomisk vækst på 11,5% vil formentlig komme ned på 10%. Der er således uimodsigeligt en nedsat væksthastighed, men den gode fremdrift i verdensøkonomien er ikke brudt. De fremfører, at der er en del goder, der er offentlige, og de ønsker at sundhedssektoren og vand ikke omfattes af markedskræfterne. Jeg kunne som De ønske, at for eksempel, når sygdomsbehandlinger er til rådighed, at alle fattige syge vil kunne nyde godt af disse. De må dog forklare mig, hvordan man finansierer forskningen på verdensplan. Hvis jeg kan være enig med Dem i at søge veje til at begrænse de eksorbitante indtægter, man kan uddrage af den intellektuelle ejendomsret, så må De dog forklare mig, hvilke incitamenter til investering, de i så fald vil indføre i en privatiseret økonomi. Det jeg hæfter mig ved er, at De fortsætter med at fokusere på de multinationale selskabers skrækindjagende magt, selvom verden har ændret sig. Hvis jeg for ti år siden havde spurgt dem hvilken virksomhed, der er verdens mest magtfulde, ville De med rette have sagt : Exxon. Men Exxon og Total er i dag dværge med hensyn til olieproduktion, de olieudvindende lande er blevet suveræne med hensyn til produktion af olie. De multinationale olieselskaber kontrollerer i øjeblikket ikke mere en 15% til 20% af markedet. Hvis de ser på rangordenen af selskaber med børsnoteret kapital, vil De finde kinesiske selskaber og arabiske olieselskaber på førstepladserne. Verden er virkelig blevet en anden.
 
N. Obs. : De ortodokse økonomers credo er, at ”globaliseringen kommer de fattige til gode”. Skader den globale konkurrence ikke snarere de fattige, sådan som altermondiallisterne (alterglobalisterne) mener ?
 
Susan George : Ingen vil benægte, at et vist antal kinesere, der før var udelukket af forbrugersamfundet, i dag nyder godt af dette, men ulighederne øges over alt i verden. Afrika er således skubbet ud i en underordnet position, hvor kineserne i øvrigt synes at udbytte mange af kontinentets ressourcer, landbrugsjorder inklusive. De har ikke en eneste gang brugt ordet ”økologi”. Man kan ikke i en begrænset verden blive ved med at forbruge efter samme mønster som i det nittende og tyvende århundrede. Desværre har den indiske og kinesiske økonomiske vækst fulgt vort dårlige eksempel, i stedet for at træde direkte ind i det 21. århundrede, som det ville have været muligt. En amerikansk økonom har udtrykt følgende aforisme: ”For at tro på at den økonomiske vækst kan være ubegrænset i en begrænset verden, må man enten være gal eller en økonom.” Med hensyn til Exxon, så er den ikke just en dværg. Dens profit sidste år lå på 140 milliarder dollars, den største profit for et hvilket som helst selskab i verden.
 
Elie Cohen : Gevinsten for de olieproducerende lande lå på 800 milliarder dollars.
 
 
Susan George : Fortræffeligt, hvis de for eksempel investerede i alternative energikilder, hvad jeg tvivler på. Exxon bestræber sig ihvertfald på at hindre ethvert politisk initiativ til fordel for alternative energikilder. Vi ønsker en international beskatning. I øjeblikket standser enhver form for beskatning ved de nationale grænser. Man kan under disse omstændigheder ikke have en global form for overførselsindkomster. Man kunne skabe en enhedsskat på de transnationale selskabers
profit eller en skat på de finansielle transaktioner. Indkomsterne fra disse skatter kunne således benyttes til at udjævne ulighederne og for eksempel finansiere den medicinale forskning samt stille medikamenter til rådighed på et ikke kommercielt grundlag.
 
Elie Cohen : Økonomerne har aldrig hævdet, at globaliseringen er til fordel for alle, de fattige inklusive. Nej, de hævder at en verden med frihandel er til fordel for alle lande, fordi den tillader at drage nytte af deres komparative fordele. Økonomerne ved godt, at denne frihandel kan forårsage territoriale og sektorielle uligheder. Det er derfor nødvendigt at indføre en økonomisk overførselspolitik, selvfølgelig af hensyn til social retfærdighed, men også fordi det er en måde at gøre globaliseringen antagelig. Visse lande har en økonomisk overførselspolitik, andre har det ikke.
Vedrørende bæredygtig udvikling har De ret i at fremføre, at planeten vil eksplodere, hvis Kina og Indien når vort udviklingsstade med deres aktuelle kurs. Forhåndsaftalerne til Bali-mødet har givet udkast til en mere bæredygtig udvikling gennem en begrænsning af CO2-udslippet og en overførsel af en mindre forurenende teknologi til ”de frembrydende lande”. Det er første gang, at USA, de frembrydende lande og Europa synes at være enige. Europa var initiativtager til Kyoto aftalerne, Europa står i dag bag udarbejdelsen af en Kyoto-II aftale. Man må betragte Europa som en normgivende magtfaktor. Europa danner skole gennem de normer der udvikles og gennem den multilaterale og multipolære verdensorden, som Europa fremmer.
 
Susan George : Europa kunne udgøre en alternativ model til USA og Kina, men den rolle spiller Europa desværre ikke i øjeblikket.
 
Oversat af Attac-Danmark fra Le Nouvel Obervateur 5-11.6 - 2008 (Maria Jensen ).

Previous Page | Next Page


    

  Vilkår for anvendelse  Om beskyttelse af private oplysninger | udviklet af bestilhjemmeside.dk - hjemmeside pris